
Familierådgivning
Der stilles store krav til forældre i dag. Vi forældre bombarderes med information om, hvordan vi kan optimere vores børns udvikling og sikre at de kommer til at klare sig godt. Når børn ikke trives, peger pilen ofte på forældrene. Sandheden er, at vi forældre altid gør vores bedste og at barnets udvikling og trivsel afhænger af meget andet, end hvordan vi er som forældre.
Jeg brænder for at støtte jer som forældre til at stå stærkt i jeres forældrerolle. Ved at trække på min omfattende viden om børns udvikling og pædagogiske værktøjer, kan jeg hjælpe jer til at få en mere nuanceret forståelse af jeres barns adfærd. Børn reagerer altid meningsfuldt på noget i deres omgivelser og at få øje på netop det, gør det nemmere at rumme og håndtere adfærden og få barnet til at trives.
Temaer i familierådgivningen kan være:
- Konflikt i familien
- Brud i familien
- Sygdom i familien
- Børn med store følelsesmæssige reaktioner
- Børn præget af ængstelighed
- Børn præget af tristhed
- Børn med sociale udfordringer
- Børn præget af motorisk uro, impulsivitet og opmærksomhedsudfordringer
- Børn med kravafvisende adfærd
Individuel terapi
Alle kan opleve at stå i en svær situation, hvor hovedet fyldes med tunge tanker og bekymringer. I sådan en situation kan det være svært at få øje på sine egne ressourcer. Jeg hjælper dig til at få tankerne og bekymringerne på afstand, så der skabes et rum, hvor vi sammen kan få øje på dine egne ressourcer og værdier.
Hos mig vil du opleve at træde ind i et trygt rum, hvor du vil blive mødt med oprigtig nysgerrighed og anerkendelse. I vores samtaler har vi fokus på de tanker og bekymringer, der fylder hos dig lige her og nu.
Jeg tilbyder terapi til unge og voksne med forskellige udfordringer og temaer som:
- Familieliv og forældreskab
- Stress
- Angst
- Depression
- Selvværd
- Identitet
